Posterous theme by Cory Watilo

Tvivlsom flirt med annoncer

Aviserne er vids begyndt at tænke alvorligt over hvordan deres fremtid ser ud, og de digitale udgaver, er sikkert allerede nu mere læst end de trykte. Det er derfor også vigtigt for aviserne, at de finder måder at sikre deres økonomiske grundlag. Det er sket gennem annoncer, som har svinget mellem mere eller mindre agressivitet - popup'er, pop unders, flash animation og alt muligt andet, der kunne give penge i kassen.

Jeg har det sådan set fint med denne byttehandel - nyheder for reklamer. Så længe jeg ikke vil betale for adgangen til nyhederne, må de forsøge at finde en anden måde at få penge i kassen. Jeg syntes dog godt nok, at deres seneste forsøg på ekstrabladet.dk, er gået over stregen. Der er annoncerne efterhånden så godt forklædt ind i sitet, så man bliver i tvivl om det er annoncer eller sponsoreret journalistik.

Eb_dk

Dobbeltmoral og ytringsfrihed

Nogle gange er internet lidt sjovt. Et af de tidspunkter, hvor man kan undres over hvad der sker, er blandt andet, når nogle syntes de kan sættes sig som (smags)dommere over hvad andre gør - som om der ikke var båndbrede nok på nettet til os alle sammen.

Tag nu et af de seneste eksempler, hvor en brokker sig over “auto posts” fra Endomondo og Runkeeper, og syntes man kan sættes sig som smagsdommer og bede folk holde op med det. Bevars det er dem forundt at mene, det, men burde man ikke bare “stemme med tegnebogen/fødderne” og i stedet for at være smagsdommer, så blot lade være med at følge folk på twitter, hvis man syntes der er for lidt kvalitet (signal) i forhold til støj (noise).

Jeg kan specielt syntes det er sjovt, når en af dem, der med et retweet støttede dette brok over autoposts (se under 5. august), så selv lige føler trank til at blande hans webanalytiker posts med snak om showband - det kan godt være, at det ikke er en auto-post, men det er i den grad de mindst lige så meget støj.

Hvis man føler, at man er en “niche” orienteret tweeter, så skal man for min skyld være velkommen til at holde sit feed inden for et snævert spor - og man kan endda have flere twitter konti til hver af de emner man interesserer sig for - Steve Gibson er et fint eksempel på dette. Så kan interessenter i hver niche holde sig til den eller de konti, som de syntes er interessante. På twitter er der ingen begrænsninger på hvor mange twitter-konti man kan have - og ej heller hvor mange man følger.

Hvis du er en af dem, som jeg følger på twitter, så skal du være velkommen til at poste hvad som helst, som du har lyst til - jeg sætter mig ikke som dommer over det - men til gengæld, så forebeholder jeg mig naturligvis retten til at lade være med at følge dig, hvis indholdet har for meget støj i forhold til kvalitet, for det er sådan nettet burde virke :-)

 

Mac: Skift tekst-editoren ud...

Seneste post handlede om at udskifte standard mail og browser programmerne på Mac'en, og når vi nu er ved det, skulle vi så ikke lige klare en anden irritations moment, når vi nu er ved det.

Når man skal rette i tekst-filer på Mac'en, så er standard programmet til det TextEdit, og selvom det sikkert er et fint lille program, så gik der ikke længe inden jeg blev rigtigt træt af det og fandt et andet og bedre program, som jeg hellere ville bruge. Jeg købte TextMate, installerede det og i en længere periode lærte jeg så at højre klikke på filer og vælge TextMate under "Open With..." menupunktet. Det virker, men hold op hvor er det besværligt.

Det behøver det i øvrigt slet ikke at være, for naturligvis kan man lave standard programmet for en given fil type op. Den nemmeste måde at gøre det på, er ved at finde en fil af den type, som du vil ændre standard programmet på. Hvis det f.eks. gælder tekst-filer, så lav eventuelt bare en fil, der hedder hello.txt (hvad den indeholder - om noget) er lige meget. Når den er gemt, så vælg den i Finder og tryk "CMD + i" (eller højre klik og vælg "Get Info"). Så får du filen egenskaber (properties) frem og nederst blandt disse kan du vælge hvilket program, som skal bruges til at åbne filen fremover - og du kan også ændre standard programmet, så alle filer af denne type fremover åbnes med det valgte program.

Det er ikke kun tekst-filer du kan lave om. Det gælder også billeder og alle øvrige fil typer, så det er bare et komme igang med at sikre, at det er de programmer, som du foretrækker, der er standard.

Til tekst-filer foretrækker jeg TextMate, men hvis du kommer fra Windows og er vandt til at bruge UltraEdit, så findes den også til Mac.

Mac: Skift standard mail og browser under OSX

Sammen med en Mac følger en række programmer blandt andet et mail-program kaldet Mail (eller Mail.app) samt web browseren Safari. Mange er sikker glade for begge dele, men jeg foretrækker nu andre programmer til både mail og surf på nettet. Der findes heldigvis også masser af alternativer, som mange bare kan installere. 

Til mail har jeg valgt at bruge Sparrow, som er en ret ny mailklient, men der findes også Thunderbird og nu om dage findes Microsoft Outlook også i en Mac version. Det er alt sammen meget godt, men når man klikker på email adresser, så er det stadigt standard mailprogrammet Mail.app, der åbner, og hvordan gør man så lige noget ved det, så det bliver ens foretrukne mailprogram i stedet?

Simpelt - man starter Mail.app. Under Preferences (indstillinger) er der et faneblad, der hedder “General” og her kan du ændre “Default Email Reader” til det program du foretrækker at bruge. Når det er sket, så gem indstillingen og luk Mail.app ned, så skulle det fremover gerne være det rigtige program, der starter, når du klikker på email adresser.

Noget tilsvarrende gælder i øvrigt for browsere. Hvis du ikke vil have, at det er Safari, der åbner, når du klikker på et link, så skal du også ind i Safari’s Preferences og rette det der. Til Mac findes der i øvrigt udover Google Chrome, Firefox og Opera, også andre spændende alternativer som f.eks. OmniWeb.

Selvom det ikke altid er helt logisk, at de er gemt væk inde i indstillingerne til et bestemt program - fremfor under de generelle System Preferences, så findes der heldigvis masser af muligheder for at få Mac'en til at opføre sig som man gerne vil.

 

Genbesøg i Singapore

Det er et par uger siden vi kom tilbage fra en rejse til Singapore, Cambodia og Vietnam. Jeg bakser fortsat med billeder - der skal sortere, så kun de bedste gemmes, få geotag'et billederne og rettet skæve billeder til.

Det var anden gang vi kom forbi Singapore, og nogle gange, der er det jo ret spændende at komme tilbage til et sted, så man kan se og opleve de ting, der ligger udover turistguidens obligatoriske top 10 liste.

Hvis det er første gang man kommer til Singapore, så er der nogle obligatoriske stop. Det vigtigste er "Night Zoo" - en Zoologisk have, der har aften åbent. Alle forventes vidst også at tage en tur på floden med en tur ud omkring "The Merlion" - en blanding af en fisk og en løve, der er Singapores "national dyr". Andre stop på første tur tæller det historiske område med Raffles hotel, Raffles landing og andre historiske bygninger.

Nu var det anden gang vi kom til Singapore og vi havde i alt 3 fulde dage, hvor vi kunne få set på byen. Her valgte vi blandt andet at (gen)besøge Chinatown, se Sentosa (en ferie ø) og så et besøg i Sands Skypark.

Singapore Sands hotellet var ved at blive bygget i 2009, da vi første gang var i Singapore. Nu er det så færdigt og er et stort hotel, casino og shopping center. På toppen - på 57. etage - ligger hotellets pool område, og for almindelige turister, er ikke bor på hotellet, findes der mulighed for at besøge Sands Skypark. Det er en del af toppen af hotellet, hvor der er udsigt over det meste af Singapore. 

Sands_singapore

Besøget på toppen koster (i 2011) S$20 - hvilket er S$10 billigere end Singapore Flyer (det store pariserhjul). Her er et enkelt billede af Singapore Sands, og når jeg er færdig med at ordne billeder, så kommer der sikkert også et par billeder af udsigten deroppe fra.

Varedeklaration på bredbånd

Dansk Energi med El-skaberne i rykken, der har brugt millioner og atter millioner på at grave fiberkablerne, har fået en fiks ide. De vil gerne have en varedeklaration på bredbånd, så man angiveligt kan se om man får hvad man betaler for.

Det er godt nok noget, der lyder som en af de dummeste og mest vildledende forslag, som jeg længe har hørt, og enhver, der kender lidt til hvorledes internet er bygget op og fungerer burde ryste på hovedet og gøre sit for at få dem på bedre tanker.

Du kan se deres forslag til en varedeklaration på deres website (og er vedhæftet denne post).
Varedeklaration_fibernet

Garanteret minimumshastighed er noget af det forbrugerforvirrende jeg længe har set.

Problemet med en garanteret minimums hastighed på internet, er at den ikke findes og næppe har nogen større værdi, end den markedsførte hastighed. En af de mest åbenlyse problemer findes f.eks. i deklarationsforslagets egne "fodnoter/forbehold" - at "Den garanterede minimushastighed vedrører alene bredbåndsforbindelsen i udbyderens eget net og således ikke på det offentlige internet".

Hvis du er fiber udbyder kan du således deklarere med en både markedsført og garanteret minimumshastighed på f.eks. 100/100 mbit, selvom de forbindelse - fra dit eget net til resten af internet består af et dial-up modem. Hvilken forbruger har denne deklaration så hjulpet?

Et andet problem er blandt andet også, at der efterhånden kører så mange tjenester (software opdateringer, messenger og meget andet) på den enkelte computer, samt at de fleste private husstande efterhånden også har flere computere, spillekonsoller og mobiltelefoner på deres netværk, der også hver især bruger lidt båndbrede - og der findes vidst mange "hjemme routere", der ikke kan route mere end nogle få enheder, førend de også bliver en flaskehals. Hvis det er tilfældet, hjælper man forbrugeren ved at love dem en garanteret minimumshastighed, som de reelt aldrig vil opleve?

En af de store udfordringer med oplysning hastigheder på nettet er, at man prøver at tage et ret kompliceret problem - nemlig at koge summen af de faktorer, der giver brugeren af en netforbindelse et simpelt tal - og endda forventer at man på enkel vis kan verficere dette. 

Jeg tror ikke, at det er et problem, der kan løses med noget så banalt som en varedeklaration, selvom der vidst er nogle politikere, der er faldet for ideen. Din oplevelse på nettet, er ikke kun et spørgsmål om forbindelsen fra dit hus til din internet udbyder, men i høj grad også på dit netværk i huset (trådløst eller kablet) såvel som din internetudbyders forbindelser videre ud på nettet - og det kan en så banal og naiv varedeklaration som foreslået næppe hjælpe nogen almindelig forbruger til at forstå - eller vigtigere bruge til noget.

Android: Remote Notifier

Remote Notifier er et af de programmer, der er rigtigt smarte, hvis du f.eks. sidder i et stor rums kontor, og ikke vil genere alle kollegaerne med din fantastiske ringetone, når nogen ringer til dig. Det er nu også en gang imellem bare ret smart, hvis du sidder ved din computer, telefonen ringer og du lige vil vide hvem det er, inden du går efter den.

Remote Notifier er dels en App, du installerer på din Android telefon og så en "lytter" du indstallerer på din computer (og det kan være både Mac, Windows og/eller Linux). Når din telefon ringer - eller du får en SMS - så kan Remote Notifier ganske enkelte lave en lille pop-up på din skærm, så du kan se hvem der ringer - eller læse SMS'en - uden at skulle have fat i telefonen.

Remote Notifier kan enten bruges over Wifi eller over Bluetooth. Hvis du vil bruge det over Wifi, så skal din computer (eller rettere den/de computere), der skal se notifikationen være på samme lokalnet - og hvis du vil bruge det over bluetooth, så skal din computer have bluetooth og være "parret" med telefonen. Jeg bruger det over Wifi, og det betyder blandt andet, at selvom telefonen ligger i et andet lokale, så kan notificeringerne saktens nå frem. Bluetooth har lidt kortere rækkevide end wifi.

Du kan sætte en kode på notificeringerne, så det kun er dig, der kan se dem, og det er sikkert en god ide. Der findes i app'en mulighed for at sende "testbeskeder", så du kan tjecke at alt virker som det skal - uden at skulle ringe til din telefon eller SMS'e til den. Udover dette, så er der ikke så meget andet i Remote Notifier.

Remote Notifier App'en kan du finde via AppBrain og på Remote Notifiers side på code.google.com kan du (i højre side) finde links til klienterne til windows, mac og Linux.

Android: SMS Backup+

Smsbackupplus

Der findes et utal af smarte programmer til Android, og et af de seneste fund for mit vedkommende er "SMS Backup+". 

Min mailbox er en Gmail (eller rettere en Google Apps Mailbox, men forskellen betyder ikke noget for denne app's vedkommende). Jeg samler al min mail her, og SMS Backup+ kan løfe GMail til et lidt højere niveau, så den også lige gemmer en kopi af alle SMS'er. Programmet kan du finde i Android Market, og det er gratis.

Jeg har sat min SMS Backup+ op på følgende måde: 
  • Den prøver at uploade SMS'er, der er modtaget hvert 5. minut.
  • Den uploader kun over Wifi (så det ikke koster noget).
  • Den giver SMS'erne en label i GMail, der hedder SMS.
Det gør i praksis, at det bare virker uden jeg behøver at tænke over det - når jeg får SMS'er og har læst dem, så sletter jeg dem bare - og har jeg brug for at vide, hvad der blev skrevet, hvornår jeg fik SMS'en eller ligende, så har jeg nu et automatisk offline arkiv.

I øvrigt er der en lille bonus. Fordi det er Gmail, der uploades til, og det er mod samme Google Login, som min Android telefon ligger min kontaktliste/adressebog fra telefonen også der - og det gør naturligivs, at dem, jeg har fået SMS'er fra er kendt ved deres navn, ikke bare deres mobilnummer.

Du skal have slået IMAP til på din Gmail (under indstillinger/settings) for at kunne bruge SMS Backup+.

LastPass - sikre kodeord overalt

Lastpass
Det kan være vældigt svært at huske alle de kodeord,  som alle de websites vi efterhånden bruger, kræver af os. For mange er løsningen desværre, at man har samme brugernavn og kodeord rigtigt mange steder - og det er ofte et rimeligt simpelt password, så det er til at huske. Der findes nogle forskellige bud på hvordan man kan løse det - blandt andet har Firefox og Google Chrome browserne indbyggede password managers, men de virker kun på en enkelt maskine - og flere arbejder på mindst to - arbejdscomputeren og den private derhjemme.

Et af de enkleste og mest effektive løsninger på password-problemet hedder Lastpass. Det er en website, som også har integration til Internet Explorer, Safari, Firefox og Google Chrome, og som kan hjælpe dig med at styre dine passwords. Med LastPass har man sit login til LastPass selv, men derfra kan LastPass overtage alle dine øvrige login behov på facebook, twitter og de tusinde andre tjenester, som du måtte benytte.

Lastpass kan importere de passwords, som din browser allerede kender, så du hurtigt er nemt igang. Det smarte ved lastpass er så, at den krypterer dine login-oplysninger lokalt, og kun sender krypterede data til Lastpass' server. Dine login-oplysnigner ligger kun i krypteret form hos lastpass, så selvom de ville, så har de ikke adgang til at se oplysningerne. Selv når du bruger lastpass websitet til at se dine oplysninger, så er det din browser, ikke deres website, der dekrypterer oplysningerne og viser dem på skærmen.

I sin grund udgave er lastpass gratis, men du kan også tilkøbe et medlemskab (det koster pt. US$ 1 pr måned. Med dette får du også adgang til dine passwords på mobil telefonen, så du kan slå brugernavne og kodeord op på den, samt mulighed for at dele login oplysninger med andre.

Besøg lastpass.com.